Juni 2009
Status på nedbøren (12.06.2009)
I løbet af det seneste døgn har det regnet 60-80 mm jævnt fordelt i kommunen. Under nedbøren har regnvandssystemerne og vandløbene fungeret uden væsentlige problemer. Pga. den stærke vestenvind har vandstanden i Køge Bugt været meget lav, hvilket har lettet afstrømningen fra vandløb og regnvandssystemer. Tre driftsmedarbejdere har ført tilsyn hele natten.
Spildevandsystemerne har været under pres. Som bekendt skal alt spildevand passere renseanlægget. Der løber store vandmængder til indløbet, og det vil fortsætte et stykke tid endnu, men det er ikke mere, end at det kan håndteres.
Der er foreløbig rapporteret et par problemer med vand i kældre i kommunen, som Forsyningsvirksomheden tager sig af.
I Greve Landsby har Lillegade været oversvømmet, dog kun på grusstien, og derfor har der ikke været skader. For at sikre at problemet ikke udviklede sig, blev vandføringen fra Greve Landsby begrænset ved Landbrugsskolen kl. 09:00. Kl. 11:00 da vandføringen i Grevebækken og Olsbækken var reduceret væsentlig, blev der åbnet halvt for strømmen fra Tune gennem Hederenden igen. Forsyningsvirksomheden overvåger forholdene tæt.
Regnen er aftagende, så det forventes, at situationen vil være normaliseret i løbet af i eftermiddag.
Der har ikke været anledning til at give information via SMS-service til borgerne om risiko for oversvømmelser på terræn eller i kældre.
Forsyningsvirksomheden overvåger alle systemer tæt det næste døgn.
Byrådet har besluttet at Forsyningen skal arbejde videre med at planlægge en etablering af en aflastningsledning fra spildevandssystemet så kælderoversvømmelsesrisikoen reduceres.